Bodegas de la Marquesa

Bodegas de la Marquesa Valserrano, også bare kendt som Valserrano, er grundlagt i midten af det 19. århundrede af Don Prudencio Bernabe, som plantede de første vinmarker i Rioja Alavesa. Vineriet er beliggende i byen Villabuena. 

 

I dag drives Valserrano af 5 generation af Bernabe familien. Oldebørnene Juan Pablo de Simon og Milans del Bosch fortsætter driften af vingården med fokus på høj kvalitet. Vinmarkerne er beplantet med de traditionelle Rioja druer; Tempranillo, Garnacha, Graciano, Mazuelo og hvidvinsdruen Viura.

 

Vinmarkerne, der er på i alt 65 hektar, producerer årligt omkring 380.000 kg druer. Det bliver til 240.000 liter rødvin og 30.000 liter hvidvin. Alle marker er beliggende inden for grænserne af Villabuena i kort afstand fra vinkælderen. Vinmarkerne er beskyttet mod nordenvinden af Sierra de Cantabria og skråner ned mod floden Ebro i Sydvest. Vinstokkenes gennemsnitsalder er over 40 år.

 

Tempranillo druen udgør hovedparten af Valserranos vinplanter, 80%, og giver god alkoholstyrke, farve, frugt og en rund karakter. Og den egner sig godt til fadlagring.

 

Mazuelo (carignan) producerer vin med god farve og syre. Rig på tanin og med karakteristiske aromaer af urter.

 

Garnacha giver friskhed og karakteristiske aromaer af røde bær.

 

Graciano er en indfødt riojadruetype. Giver lavt udbytte, og er meget aromatisk. Velegnet til lang lagring, takket være dens høje syreindhold og stabile farve.